1. Virkning og anvendelse
Imodium Plus indeholder loperamidhydrochlorid, som virker mod diarré. Det gør, at føden kommer langsommere gennem tarmene. Dette øger optagelsen af vand fra tarmen, så afføringen bliver fastere og ikke så hyppig. Imodium Plus indeholder også simethicon, som hjælper med at fjerne luften fra tarmene, så kramper og oppustethed formindskes.
Imodium Plus bruges til behandling af akut diarré hos voksne og unge fra 12 år, når der samtidig med diarréen er oppustethed i maven, mavekramper og luftafgang.
2. Det skal du vide, før du begynder at tage Imodium Plus
Lægen kan have foreskrevet anden anvendelse eller dosering end angivet i denne information. Følg altid lægens anvisning og oplysningerne på doseringsetiketten.
Brug ikke Imodium Plus
• til børn under 12 år
• hvis du er overfølsom (allergisk) over for loperamidhydrochlorid, simeticon eller et af de øvrige indholdsstoffer (se pkt. 6)
• hvis du har høj temperatur (over 38° C) eller blod i afføringen
• hvis du har opblussen af betændelse i tarmen som f. eks. tyktarmsbetændelse
• hvis du har kraftig diarré efter at have taget antibiotika
• hvis du er forstoppet, eller hvis din mave føles oppustet.
Advarsler og forsigtighedsregler
Kontakt lægen, apotekspersonalet eller sundhedspersonalet, før du tager Imodium Plus.
• Imodium Plus behandler kun symptomerne på diarré. I nogle tilfælde kan det være nødvendigt at behandle årsagen til diaré. Kontakt din læge, hvis symptomerne varer ved eller bliver værre. Når du har kraftig diarré, mister du mere væske, sukker og salte end normalt. Du skal erstatte den tabte væske ved at drikke mere end sædvanligt. Du kan købe en særlig sukker-salt blanding på apoteket.
• hvis du har AIDS og din mave bliver udspilet, skal du straks stoppe med at tage Imodium Plus og kontakte din læge.
• Hvis du har en leversygdom, skal du kontakte lægen, før du begynder at bruge tabletterne. Nogle af bivirkningerne kan blive mere generende.
Brug kun dette lægemiddel til det formål, det er beregnet til (se punkt 1), og overskrid aldrig den angivne dosis (se punkt 3). Der er rapporteret om alvorlige hjerteproblemer (med symptomer såsom hurtig eller uregelmæssig hjerterytme) hos patienter, der har taget for meget loperamid, der er det aktive stof i Imodium Plus.
Ved akut diarré forsvinder symptomerne normalt inden for to dage. Hvis symptomerne vedvarer efter denne periode, skal du stoppe med at tage medicinen og kontakte din læge.
Børn
Børn under 12 år må ikke tage Imodium Plus.
Brug af anden medicin sammen med Imodium Plus
Fortæl det altid til lægen eller apotekspersonalet, hvis du bruger anden medicin eller har brugt det for nylig. Dette gælder også for medicin, som ikke er købt på recept, medicin købt i udlandet, naturlægemidler, stærke vitaminer og mineraler samt kosttilskud.
Tal først med din læge, hvis du er i behandling med
• Quinidin (hjertemedicin og malariamiddel)
• Itraconazol eller ketoconazol (svampemidler)
• Gemfibrozil (lægemiddel mod forhøjet kolesterol i blodet)
• Ritonavir (lægemiddel mod HIV og AIDS)
• Desmopressin (anvendes til at kontrollere tørst og urinproduktion hos patienter med diabetes insidipus)
Graviditet og amning
Spørg din læge eller apoteket til råds, før du tager nogen form for medicin.
Graviditet
Hvis du er gravid, har mistanke om, at du er gravid, eller planlægger at blive gravid, skal du spørge din læge eller apotekspersonalet til råds, før du tager Imodium Plus.
Amning
Hvis du ammer, anbefales det ikke at du tager Imodium Plus, da små mængder Imodium Plus går over i modermælken. Tal med lægen.
Trafik- og arbejdssikkerhed
Imodium Plus kan give bivirkninger (svimmelhed, træthed, søvnighed), der i større eller mindre grad kan påvirke arbejdssikkerheden og evnen til at færdes sikkert i trafikken. Du skal derfor være opmærksom på, hvordan medicinen påvirker dig.
3. Sådan skal du tage Imodium Plus
Tag altid lægemidlet nøjagtigt efter lægens eller apotekspersonalets anvisning. Er du i tvivl, så spørg lægen eller apotekspersonalet.
• Synk det angivne antal tabletter hele sammen med et glas vand
• Tabletterne er udelukkende beregnet til indtagelse gennem munden
• Anvend ikke mere end den angivne dosis
Brug til voksne over 18 år
Start med at tage 2 tabletter, efterfulgt af 1 tablet efter hver tynd afføring. Tag ikke mere end 4 tabletter om dagen. Hvis du stadig har symptomerefter 2 dage, skal du stoppe med at tage tabletterne og kontakte din læge.
Brug til børn og unge mellem 12 og 18 år
Start med at tage 1 tablet, efterfulgt af 1 tablet efter hver tynd afføring. Tag ikke mere end 4 tabletter om dagen. Hvis du stadig har symptomerefter 2 dage, skal du stoppe med at tage tabletterne og kontakte din læge.
Brug til børn under 12 år
Imodium Plus må ikke anvendes til børn under 12 år.
Hvis du har taget for meget Imodium Plus
Kontakt lægen, skadestuen eller apoteket, hvis du har taget flere Imodium Plus tabletter, end der står i denne information, eller flere end lægen har foreskrevet, og du føler dig utilpas. Tag pakningen med.
Hvis du har taget for meget Imodium Plus, skal du straks kontakte en læge eller et hospital.
Symptomerne kan omfatte: øget hjertefrekvens (puls), uregelmæssig hjerterytme, ændringer i din hjerterytme (disse symptomer kan eventuelt få alvorlige og livstruende følger), muskelstivhed, ukoordinerede bevægelser, døsighed, vandladningsbesvær, utilstrækkelig vejrtrækning, tørhed i munden, små pupiller, mavesmerter, kvalme, opkastninger, forstoppelse.
Børn reagerer kraftigere end voksne på store mængder af Imodium Plus. Hvis et barn tager en for høj dosis eller oplever nogen af ovennævnte symptomer, skal der straks søges læge.
Hvis du har glemt at tage Imodium Plus
Tag 1 tablet efter næste tynde afføring. Du må ikke tage en dobbeltdosis som erstatning for den glemte dosis.
Spørg lægen eller på apoteket, hvis du har yderligere spørgsmål til brugen af dette produkt.